Skiområdet Serfaus-Fiss-Ladis, der ligger i Inntal, er en ægte familiemagnet. Her er skitilbuddet især rettet mod forældre med børn. Men de professionelle kommer heller ikke til at kede sig.
Højt oppe over Inntal, nærmere bestemt den del, der kaldes Oberes Gericht, troner et solskinsplateau, der om vinteren folder sig ud til et stort familie-skiområde. Skiområdet Serfaus-Fiss-Ladis ligger i en højde af 1.200 til 2.828 meter over havet og har et næsten ubegrænset tilbud af hovedsageligt mellemsvære og lette pister. Der findes dog også nogle sorte strækninger, for eksempel på Pezid og på Zwölferkopf, samt freeride-ruter, hvor man kan nyde den dybe sne langt væk fra tumulten på de præparerede pister. Den høje beliggenhed giver garanti for, at der er sne til helt ind i foråret.
Snowboardere øver deres tricks og spring i de i alt otte fun-areas, eliteskiløbere glæder sig over de to permanente konkurrencepister, og nybegyndere prøver deres allerførste sving af på de lette pister, der starter i Plansegg og ved Sonnenbahns midterstation. Men det er især familier og børn, der kan føle sig hjemme i Serfaus-Fiss-Ladis. For eksempel takket være pasningsmulighederne i "Murmlikrippe" eller på grund af øveområderne på Kinderschneealm i Serfaus og i Bertas Kinderland.
Hvis alle de fysiske udfoldelser fører til, at man får opbrugt al sin energi, behøver man blot at opsøge en af de mange velværestationer, der er placeret overalt i skiområdet: ergonomiske afslapningsbrikse, hyggelige loungemøbler og komfortable hængekøjer. Og når sulten skal stilles, er der masser af restauranter og hytter lige ved siden af pisterne.
Højt oppe over Inntal, nærmere bestemt den del, der kaldes Oberes Gericht, troner et solskinsplateau, der om vinteren folder sig ud til…